Højreradikal partileder anholdt for trusler
Med partilederen iført militæruniform, bevæbnet med et kraftigt luftgevær og poserende ved siden af et stort Dannebrogsflag med teksten "FRIT DANMARK". Sådan præsenterer det lille højreradikale parti Frit Danmark sig på deres Facebookside - nu er er formanden, Michael Ellegaard, sigtet for trusler mod en offentligt ansat.
Publiceret den 23. juni 2016
Omkring kl. 14 onsdag lagde politiet en jernring rundt om den højreradikale partileder, Michael Ellegaards, hjem i Odense bydelen Bolbro, da de skulle anholde ham i en sag om trusler mod en offentligt ansat. Fyns Politi ville i den forbindelse ikke tage nogen chancer, udtrykte Politikommissær Thomas Bentsen til Fyens Stiftidende: “Vi kender ham udmærket godt i forvejen og kunne ikke afvise, at han kunne være i besiddelse af et skydevåben. Når det er tilfældet, tager vi alle forholdsregler”.
Michael Ellegaard har adskillige voldsdomme bag sig og blev i 2013 dømt for, et år tidligere, at have skudt en politibetjent med et særdeles kraftigt luftgevær.
I 2011 demonstrerede Michael Ellegaard de kraftige luftgeværer i en række udsendelser og interviews i den fynske presse. I en af udsendelserne viste han bl.a. at luftgeværerne kunne gennemtrænge et grisekranie og fortalte samtidig at et skud kunne dræbe et menneske. I forbindelse med udsendelsen opfordrede partilederen sine medlemmer og støtter til at bevæbne sig og programlagde en ugentlig skyde-træning med Frit Danmarks-medlemmer i hans egen baghave.
Det var på baggrund af disse udsendelser at den daværende justitsminister tog initiativ til at stramme lovgivningen for de omtalte våben, spledes at det fremover kræver tilladelse for at købe og eje våben i den klasse. Ifølge Redox’ oplysninger har Michael Ellegaard dog, på trods af tidligere domme og indholdet af udsendelserne, fået tilladelse til at eje luftgeværerne.
Det højreradikale parti, Frit Danmark stillede senest op til kommunal- og regionsrådsvalget i 2013, i Odense Kommune og Region Syddanmark – her fik partiet henholdsvis 257 og 2674 stemmer. I Januar 2015 var Michael Ellegaard og Frit Danmark blandt initiativtagerne, da det tyske PEGIDA-demonstrationskoncept blev importeret til Danmark.
Fyens Politi oplyser til Redox, at Michael Ellegaard torsdag ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør og der forelægger hermed ikke et krav om varetægtsfængsling.
Det har torsdag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Ellegaard.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.