Nye Borgerlige-medlemmer glæder sig over bilangreb
Der er stor jubel blandt højreradikale internetaktivister efter søndagens bilangreb, hvor en organiseret nazist påkørte en asyldemonstration i Malmø.
Publiceret den 16. juni 2017
Søndag aften påkørte en svensk nazist en asyldemonstration i Malmø. Angrebet vækker stor glæde hos en række danske højreradikale, der betegner påkørslen som “frihedskamp” og “selvforsvar”. Mindst to medlemmer og flere sympatisører af Nye Borgerlige deltog i hyldesten.
“Frihedskamp! Det håber jeg vi kommer til at se meget mere af!”, skriver Anett Gorell, der ifølge oplysninger på hendes offentlige facebookprofil er medlem af Nye Borgerlige.
Hun suppleres af Niels B. Larsen, der ifølge partiets hjemmeside er formand for Nye Borgerliges lokalafdeling i Aalborg.
“Retfærdig hævn”, kalder han det.
Flere andre sympatisører af partiet hylder angrebet. Redox har identificeret flere personer, der på Facebook er venner med flere medlemmer af Nye Borgerliges ledelse og liker partiets facebookside, men Redox kan ikke dokumentere, at de også er medlemmer af partiet.
I vinters ekskluderede Nye Borgerlige en række medlemmer, efter de havde givet udtryk for radikale holdninger på sociale medier. Du kan læse Redox’ artikler om de sager her.
Niels B. Larsen siger til Redox, at han ikke længere har tillidsposter i Nye Borgerlige, selvom han på partiets hjemmeside er opført som formand for vælgerforeningen i Aalborg. Han ønsker ikke at udtale sig til artiklen. Anett Gorell har ikke reageret på Redox’ henvendelser. Hverken partiets næstformand Peter Seier Christensen eller sekretariatschef Johannes Lumholt har svaret på Redox’ henvendelse vedr. de to partimedlemmers udtalelser.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.