Folketingskandidat: 11. september var et “inside-job”

Philip Brandt, der er Nye Borgerliges folketingskandidat på Bornholm, mener, at det var USA selv, der selv stod bag terrorangrebet i 2001, som kostede 3.000 mennesker livet.

Publiceret den 24. maj 2019

Philip Brandt er folketingskandidat på Bornholm for Nye Borgerlige. Men han er ikke bare dét. Han er også konspirationsteoretiker.

Den bornholmske folketingskandidat postede i 2017 et kritisk citat om Barack Obama fra Nigel Farage, den tidligere leder af det højrenationale britiske parti UKIP. Citatet handlede om indrejseforbud i USA til personer fra specifikke muslimske lande. Opslaget medførte en længere debat, hvor Philip Brandt ikke lagde skjul på sin begejstring for den nuværende amerikanske præsident Donald Trump. Undervejs spurgte en person i kommentarsporet kritisk: ”Og du finder det ikke det mindste betænkeligt at de lande som terroristerne bag 11. september kom fra, ikke er på listen over de lande der er indført indrejseforbud fra? 😊”

Philip Brandt redegjorde derfor for, hvorfor terrorangrebene på World Trade Center i New York den 11. september 2001 efter hans opfattelse var et ”inside job”. Han skrev blandt andet:

”…hvor ved du fra, hvor terroristerne bag 9/11 kom fra??? Medierne??? Har du nogensinde tænkt på, hvor “bekvemt” det var, at man fandt alle ID-papirer (uskadte) blandt murbrokkerne – på trods af at de angiveligt lige havde været en tur i cockpittet på nogle fly, der var eksploderet i et inferno af eksploderende flybrændstof? 9/11 var et inside-job, og et korrupt påskud for at starte Bush-administrationens “war on terror”, bombe Irak tilbage til stenalderen (hvorfor lige Irak?), føre krig i Afghanistan og destabilisere hele Mellemøsten. Og vi var dumme nok til at hoppe med på idéen! Men der var masser af penge at tjene for våbenindustrien.”

Udover at være folketingskandidat for Nye Borgerlige spiller Philip Brandt en central rolle i partiets lokale organisation på Bornholm, hvor han er en drivende kraft i partiets lokalafdeling og bestyrelse.

Philip Brandt argumenterede i kommentar til hans eget opslag for at angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, var et "inside-job". Screenshot.
Philip Brandt argumenterede i kommentar til hans eget opslag for at angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, var et “inside-job”. Screenshot.

Homovielser: Et overgreb på kirken
Philip Brandt nøjes ikke med at sprede konspirationsteorier omkring terrorangrebet den 11. september i sin Facebook-debat. Homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viet udtrykker han også en stæk modstand imod. Det kom også i forlængelse af spørgsmål omkring Donald Trumps politikker, hvor homoseksuelles rettigheder blev taget op. Her lød det klare svar fra folketingskandidaten: ”Homoseksuelles “ret” til at blive gift i en kirke er efter min mening et decideret overgreb på kirken” 

Folketingsvalg 2019

Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.

Mens Philip Brandt i 2017 mente, at homovielser var et “decideret overgreb på kirken”, lød der den 22. september 2016 andre toner fra Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, da hun adspurgt af en læser af Ekstra Bladet udtalte: “Vi mener, at det er op til kirken at bestemme, hvem de vil vie og ikke vie. Men hvis man ikke kan se på to personer af samme køn kysse, så skal man ikke komme til Danmark.”

Hverken Philip Brandt eller Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber har besvaret Redox’ henvendelser.

Tags: , , ,