I april i år deltog Jesper Krogh Sørensen i Danmarks Nationale Fronts demonstration i Viborg mod Ruslands invasion af Ukraine. Foto: Redox

Han er dømt for vold og hylder terrorgruppe – nu er dansk nazist trukket i ukrainsk uniform

Den danske nazist Jesper Krogh Sørensen er rejst til Ukraine, hvor han nu deltager i krigen mod Rusland. 

Publiceret den 14. juli 2022

Tirsdag aften offentliggjorde Danmarks Nationale Front et opslag på deres Facebookside. Det bestod af en række billeder af nazisten Jesper Krogh Sørensen bevæbnet og i militæruniform. Han er flankeret af en række andre soldater. I den tilhørende tekstelød det:

“DNF’s mand i Ukraine, Jesper “Kalle” Krogh, skriver her fra fronten: “Jeg var i legionen de første uger, hvor vi angreb kørertøjer. Fem dage ude, og to dage hjemme.

Jeg og fire andre højrenationale fra bla. USA, Canada og Polen træner sammen selvforsvar og bykampstaktik. Nu er jeg, efter en kort orlov i Danmark, tilbage i Ukraine og gør parat til at deltage i en stor offensiv i syd” DNF ønsker held og lykke i kampen mod Putins invasionshær”.

Jesper ‘Kalle’ Krogh Sørensen er veteran i den danske nazibevægelse. Han har siden halvfemserne været en del af det voldsberedte naziskinhead-miljø i København, dog med længere afbræk undervejs.

Iført blå bomberjakke ses Jesper Krogh Sørensen her bag ved nazilederen Jonni Hansen, bærende på en hagekorsfane, ved DNSB's Rudolf Hess-march i Kolding i 2007. Foto: Redox.
Iført blå bomberjakke og bærende på hagekorsfane ses Jesper Krogh Sørensen her bag ved nazilederen Jonni Hansen ved DNSB’s Rudolf Hess-march i Kolding i 2007. Foto: Redox

På Jesper Krogh Sørensens egne profiler på Facebook og Instagram har han de seneste måneder flere gange delt fotos og video af sig selv iført militæruniform, bevæbnet med skydevåben.

I starten af juni skrev han på Facebook: “Jeg er her på frivillig basis og træner ukrainske soldater.” I videoer på samme sociale medie kan man se ham deltage i øvelser med cirka 30 andre uniformerede mænd, alle bevæbnede med automatrifler. I en video på Instagram fra 7. juni fremgår det, at gruppen opholder sig i eller nær Lviv i det vestlige Ukraine.

I et opslag på Instagram skrev han mandag i denne uge: “On the way to meet up with my brothers. Ukraine is preparing an offensive. So first we hammer the animals with a lot of bombs and rockets. Then we move in and clean the cities. House to house. Street to street. No prisoners.” (Redox har for læsbarhedens skyld rettet en række stavefejl i opslaget).

Det har endnu ikke været muligt at få lokationen verificeret af en uafhængig tredjepart.

Naziveteran
Jesper Krogh Sørensen har været aktiv i den danske nazibevægelse siden halvfemserne. Han var en del af den gruppe naziskinheads, der holdt til i Københavns Sydhavnskvarter, og er i miljøet kendt som “Kalle”.

Combat 18

Combat 18 (C18) blev dannet først i England i 1991, men har siden spredt sig både som organisation og begreb til flere andre lande. Tallet 18 står for det første og ottende bogstav i alfabetet, A og H, som er initialerne for Adolf Hitler. Direkte oversat betyder Combat 18 altså ”Kampgruppe Adolf Hitler”.
I 1997 blev et dansk medlem anholdt og senere dømt for at sende tre brevbomber til politiske modstandere i England. Under hans anholdelse skød og sårede han en dansk politibetjent.
I mange år var organisationen inaktiv, men i begyndelsen af 2010’erne blev organisationen genopstartet i flere lande. I 2019 blev Combat 18 tilføjet den canadiske terrorliste og i 2020 blev den tyske afdeling gjort forbudt ved lov.

Igennem 00’erne var han fast inventar ved nazidemonstrationer i Skandinavien. Han deltog for eksempel i DNSB’s mindesmarch for topnazisten Rudolf Hess i Kolding i august 2007 og året efter i Lund i Sverige i den traditionsrige nazimarch til minde om Karl den 12. I sidstnævnte tilfælde var han en del af en delegation fra Danmarks Nationale Front, som han har været en del af siden da. Organisationen har haft perioder med inaktivitet, men da de igen begyndte at røre på sig i 2013-14 var det blandt andet med Jesper Krogh Sørensen som en af drivkrafterne.

I den periode var han og andre gamle naziskinheads involveret i flere voldsepisoder rettet mod antiracister omkring Mozarts Plads i Sydhavnen.

På samme tid var naziorganisationen Blood & Honour blevet gendannet i Danmark, og også her var Jesper Krogh Sørensen med. På sociale medier har han flere gange hyldet Blood & Honours væbnede gren, terrorgruppen Combat 18, der i halvfemserne stod bag en række brevbomber i Nordeuropa, herunder Danmark.

Jesper Krogh Sørensen er flere gange dømt for vold og ulovlig våbenbesiddelse. I 2017 blev han dømt for sin deltagelse i en episode, hvor han og en anden nazist kom i slagsmål med andre tilstedeværende på Mozarts Plads i Sydhavnen. I den forbindelse blev offeret stukket med kniv og slået med en cykellås i hovedet. Jesper Krogh Sørensen og den anden nazist blev efterfølgende varetægtsfængslet og senere dømt i sagen.

På Ukraines side
Den danske højrefløj har været splittet i spørgsmålet om hvorvidt man skulle holde med Ukraine eller Rusland efter sidstnævntes invasion af førstnævnte. Danmarks Nationale Front havde i slutningen af 00’erne tætte bånd til russiske nazister, men siden EuroMaidan-revolutionen i Ukraine i 2014 har DNF plejet bånd til ukrainerne i stedet.

I april i år gennemførte DNF en solidaritetsdemonstration for Ukraine. Det skete i Viborg. Demonstrationen samlede under 10 deltagere. I samme periode annoncerede organisationen, at den har doneret penge til den højreekstreme tidligere milits AZOV, der i dag er en integreret del af det ukrainske militær.

Første bekræftede nazist i uniform
Jesper Krogh Sørensen er ikke den første højreradikale dansker, der engagerer sig i Ukraine-solidariteten i forbindelse med Ruslands invasion i marts. Som Redox tidligere har beskrevet har Lars Grønbæk Larsen været involveret i flygtningetransport og Information har beskrevet hvordan et tidligere medlem af Danskernes Parti rejste afsted med ambition om at deltage i modstanden.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet, så bidrager du med et fast (selvvalgt) månedligt beløb. Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Det er dog første gang, at det bekræftes, at en organiseret dansk nazist er trukket i uniform i Ukraine.

Hverken Jesper Krogh Sørensen eller Danmarks Nationale Front har besvaret Redox henvendelser.

Tags: , ,