Jakob Hartmund Rolandsen står yderst til højre i billedet, der er taget ved For Friheds demonstration den 1. maj 2018. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Nazister stadig velkomne hos For Frihed

Første maj demonstrerede For Frihed igen i København, og endnu en gang var flere kendte nazister blandt deltagerne. Organisationens talsmand vil ikke kommentere på situationen.

Publiceret den 6. maj 2018

Siden januar 2015 har For Frihed, der tidligere hed Pegida, marcheret kontinuerligt i København. Redox har jævnligt afsløret, at deltagerskaren talte medlemmer af en række nazistiske grupperinger.

Det har medført at For Frihed på sin hjemmeside giver udtryk for, at nazister ikke er velkomne. Igennem de seneste år har flere grupper på højrefløjen, f.eks. Danmarks Nationale Front, haft konflikt med ledelsen i For Frihed, fordi arrangørerne har bedt nazisterne om at blive hjemme.

Nazister deltager alligevel

Men For Friheds nazifilter fungerer ikke som tiltænkt. Ved den seneste demonstration, der gik fra Københavns Rådhus til Frederiksberg Runddel 1. maj, deltog et par og tyve demonstranter. Tre af dem er veteraner i hovedstadens nazimiljø. Her er en kort gennemgang.

Kim Gjetting Michelsen ses yderst til venstre med briller. Her deltager han i For Friheds demonstration den 1. maj 2018 sammen med Nicolai Boesen, der står midtfor i billedet med ryggen til. (Foto: Resarchkollektivet Redox)

Kim Gjetting Michelsen har været aktiv i mere end tyve år. I 1995 var han buschauffør for DNSB, da nazipartiet marcherede i Roskilde til minde om topnazisten Rudolf Hess. I 2000 dukkede han op foran Københavns Byret sammen med en større gruppe Blood & Honour-folk for at støtte to voldstiltalte nazister. I 2006 demonstrerede han tre gange med det nynazistiske netværk Dansk Front; først i Hillerød, derefter to gange i Svendborg. Året efter demonstrerede han med Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) på Christianshavn.

Den anden af de tre er Nicolai Boesen. Han har ikke været aktiv lige så længe, men har til gengæld været hér, dér og allevegne de seneste 12 års tid. Han blev først aktiv i den københavnske afdeling af det nynazistiske netværk Dansk Front og deltog i de fleste af gruppens demonstrationer. Da netværket lukkede, gik han med over i den lille aktivistgruppe Frie Danske Nationalister og derefter videre til nazigruppen Danmarks Nationale Front. Han har deltaget i Blood & Honour-koncerter og SIAD-demonstrationer, foredrag med holocaust-benægtere og nazidemonstrationer i Tyskland. Han er fast deltager i For Friheds demonstrationer og har desuden de seneste år været aktiv i nynazistiske Danskernes Parti, som nu er nedlagt.

Her bliver Nicolai Boesen anholdt af politiet. Det skete fordi han endte i et slagsmål efter For Friheds demonstration den 27. april 2015. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Den tredje naziveteran ved den seneste For Frihed-demonstration er Jakob Hartmund Rolandsen. I 2011 gjorde han sig bemærket ved på Facebook at gøre sig morsom over Anders Breiviks terrorangreb i Norge med kommentaren: “man snakker så meget om at de unge skal vise initiativ og gåpåmod.. når så endelig en frisk fyr som anders viser lidt handlekraft så sviner folk ham straks til. det er lige groft nok.”

Under dæknavnet »Don øl« skriver Jakob Hartmund Rolandsen her om terrorangrebet i Norge 2011. (Foto: screenshot fra Facebook)

På det tidspunkt havde han været tilknyttet den nazistiske bevægelse i mere end 15 år. Han var en del af en gruppe unge nazister i Nordsjælland, der var i berøring med DNSB, hvor han efter Redox’ oplysninger har været medlem. I 2006 deltog han i Dansk Fronts demonstration i Hillerød og to år senere var han med i retten, da to ledende Blood & Honour-relaterede personer stod overfor en udlevering til de tyske myndigheder. Siden da blev han aktiv i Danskernes Parti, hvor han spillede en central rolle i den københavnske afdeling. Han har jævnligt deltaget i For Friheds demonstrationer.

Jakob Hartmund Rolandsen står yderst til højre i billedet, der er taget ved For Friheds demonstration den 1. maj 2018. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Redox har forsøgt at få en kommentar fra For Friheds nye talsperson, Freddie Nygaard Larsen, men han ønsker ikke at udtale sig. Hverken Kim Gjetting Michelsen, Nicolai Boesen eller Jakob Hartmund Rolandsen er vendt tilbage på vores gentagne henvendelser.

Tags: , , , , , , ,