På Thomas Kolds opslag fra grisefesten ses Helmuth Nyborg stående i midten bag to andre deltagere. (Foto: screenshot fra Facebook)

Nye Borgerlige til grisefest med kontroversiel IQ-professor

Der var gris på gaflen, da Nye Borgerliges Århus-afdeling i foråret havde intern fest. De blev gæstet af den kontroversielle professor Helmuth Nyborg.

Publiceret den 15. november 2017

6. maj i år havde Nye Borgerlige i Århus inviteret sine partisoldater til grisefest hjemme hos den lokale spidskandidat Thomas Kold. Festen var officielt opreklameret og anbefalet af Nye Borgerlige i Århus. På et billede, som er offentlig tilgængeligt på Thomas Kolds Facebook-side, ses deltagerne ved grisefesten under overskriften ”Festen er i gang”. Foruden Thomas Kold ses også partiets nuværende medlem af byrådet i Århus, Lars Boje Mathiesen, samt flere andre centrale kandidater og medlemmer af Nye Borgerlige. Lars Boje Mathisen har en forhistorie hos Liberal Alliance, som han blev valgt ind i byrådet for inden han forlod partiet til fordel for Nye Borgerlige. Han genopstiller ikke ved valget 21. november.

Helmuth Nyborg er en alsidig mand med et stort netværk. Han har siddet på møde med nazilederen Daniel Carlsen og den tidligere Ku Klux Klan-chef David Duke. Han har været på amerikansk racistkonference. Og så er han venner med Nye Borgerlige.

Foruden de højtstående partimedlemmer i Århus ses også den kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborg på billedet. Helmuth Nyborg er ved flere lejligheder blevet beskyldt for at bedrive racebiologisk forskning og hans forskning er blevet beskyldt for at være uredelig. Han blev dog frifundet for sidstnævnte beskyldning i Vestre Landsret.

Helmuth Nyborg er en gammel kending på den yderste højrefløj. Han har igennem mange år plejet sine kontakter med det yderste højre og holdt taler for alt fra nationalkonservative til holocaustbenægtere. I 2011 talte han på et seminar arrangeret af det holocaustbenægtende ”Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning” hvor Danskernes Partis leder Daniel Carlsen og den stærkt antisemitiske tidligere leder af Ku Klux Klan, David Duke også deltog.

Ekstra Bladet afslørede i juni 2011 Helmuth Nyborgs forbindelser til nazister, da de bragte billeder af ham i selskab med bl.a. Daniel Carlsen, David Duke og den svenske nazist Björn Björkqvist fra Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings seminar. (Foto: udklip fra Ekstra Bladet)

Sidst Helmuth Nyborg gjorde sig bemærket var den 28. september 2017, hvor han holdt oplæg på Århus Universitet arrangeret af Konservative Studenter. Her fortalte Nyborg b.la. om sin omstridte ”Kold Vinter”-teori, der prøver at forklare, hvorfor nordboere ifølge Nyborg er mere intelligente end folk syd for Sahara. Tidligere i år, i juli, kunne FORSKERforum desuden afsløre, at Nyborg var blandt hovedtalerne på en konference arrangeret af amerikanske racister i American Renaissance (AmRen).

Læs mere om Nyborgs deltagelse i konferencen her.

Det er dog tilsyneladende ikke kun partispidserne i Århus og omegn, der ikke har noget problem med at omgås Helmuth Nyborg. I en kommentar til billedet på Thomas Kolds Facebook-side, skriver partileder Pernille Vermund til sine århusianske partifæller: ”Et fantastisk hold af frihedskæmpere. Tak for jer!!!”

Flere ting tyder på, at Helmuth Nyborg rent faktisk er medlem af Nye Borgerlige. Han er tagget i et Facebookopslag fra partiets årsmøde i oktober i år, og i et opslag fra 2016 skriver han: “Nye Borgerlige forbereder indkaldelse til stiftende generalforsamling i Skanderborg Storkreds snarest. Tid og sted offentliggøres om kort tid i de offentlige medier. Vel mødt. Helmuth Nyborg.”

Thomas Kold fortæller til Redox at Helmuth Nyborg blot er menigt medlem i partiet og bekræfter at han deltog i grisefesten, og uddyber “Vi inviterer bare vores medlemmer til en sommerfest. Skulle vi begynde at undersøge vores medlemmer? Vi har mange idioter der også er blevet smidt ud og vi er ved at rense ud i det, han var der i en time og så gik han igen”. Adspurgt hvordan han forholder sig til Helmuth Nyborgs forbindelser til nazister siger han “Det tager jeg dyb, dyb afstand fra”.

Helmuth Nyborg har ikke ønsket at udtale sig til Redox.

Tags: , , ,