Pegida-initiativtager på spionjagt blandt venner
Initiativtageren til den danske PEGIDA-bevægelse har i efteråret kastet sig ud i en spionjagt og beskylder flere deltagere i Stram Kurs-demonstrationer for at have infiltreret sin vennegruppe på vegne af Redox.
Publiceret den 23. december 2020
Hvem er spionen? Det spørgsmål har Carsten Thrane stillet sig selv og nu også Pressenævnet. Det sker efter at Redox tidligere på året beskrev en række interne konflikter på den yderste højrefløj. Konflikter, hvor Thrane var en af hovedpersonerne.
Efter Redox’ artikel blev publiceret i slutningen af oktober klagede Carsten Thrane i Pressenævnet. Det er ikke første gang og næppe sidste gang, at højreradikale klager over Redox til nævnet.
Til gengæld var indholdet af klagen højst opsigtsvækkende. I den lange klage beskyldte Carsten Thrane nemlig to af sine bekendte for at være spioner for Redox.
“James Bond-agtigt og cowboyfilm”
Carsten Thrane var i 2015 var initiativtager til den første danske PEGIDA-demonstration i København, men trak sig fra projektet inden den første demonstration blev afholdt. Han overlod i stedet lederposten til Nicolai Sennels fra Dansk Folkeparti. De senere år har Thrane deltaget i PEGIDA-afløseren For Friheds demonstrationer, men også i Stram Kurs 1. maj-markering.
Nu er han så gået på spionjagt. I sin klage over Redox’ artikel, som Pressenævnet endnu ikke har taget stilling til, hævder han nemlig, at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox.
I klageafsnittet “Muligvis anvendelse af hemmelige journalister/provokatører” skriver Carsten Thrane blandt andet:
“Nedenstående afsnit bliver lidt James Bond agtigt og cowboyfilms agtigt. Jeg har i ca 1⁄2 år haft en formodning om, at min bekendtskabskreds blev infiltreret, måske af Redox. 2 herrer ved navn Benjamin Graabæk Jensen(B) og Jonny(J) [Johnny Albrecth, red.] har i ca 1⁄2 år forsøgt, at blive venner med mig igen og igen. De benytter ikke facebook/messenger, de står ikke i telefonbogen, de drikker ikke alkohol, og de har kampsports-kompetencer(B) og god kampvægt(J). Deres adfærd har lignet krydsforhør og provokationer.”
Han fortsætter:
“B bagtaler konstant alle, og det er som om han igen og igen forsøger at skabe drama. Høje og tunge J fremstår som en bodyguard. (…) B&J opsøger mig telefonisk for at skabe dramaer. B har flere gange mobbet mig med video-sekvenser. (…) B&Js historier fremstår tekstforfattede. B&Js historier om deres job-situation mv fremstår utroværdige og tekstforfattede.”
Spionkursus og ildebrand
Hovedparten af spionanklagen er rettet mod Benjamin Graabæk Jensen:
“B (Benjamin Graabæk Jensen, red.) arbejder angiveligt som service-medarbejder på et kommunalt toilet. B fremstår mere som een der ved rigtig meget om psykologi, og han er vidst lidt for klog og beregnende til, at arbejde på et toilet. Jeg har spurgt efter ham på det toilet, og der kendte de ham ikke. (…) Ifht al sexnær aktivitet, sprog og samtale, er Benjamins iskolde strategi overlegent, at overskandalisere, provokere og tale episoder ind i den illegale zone og sammenhæng fx sexchikane og voldtægt mv. Hvilket spion-kursus han har lært teknikken på ved jeg ikke, men det er smart. Som en del af Benjamins provokatør-arbejde forsøgte han, at overtale en kvinde til at politi-anmelde en herre falsk for en mulig sexuel krænkelse. Det var nok B selv som orkestrede, at denne krænkelse kunne være sket. B har filmet salsa-mytoman-videoen til en bålaften. Senere den forårsaften, da jeg kikkede væk, antændte han en kæmpe og farlig ildebrand og forvolde overlagt skade og hærværk på kommunalt materiel. Igen provokationer og forsøg på at bringe andre folk ind i kriminalitet. (…) B fører sig frem som hardcore højreradikal. Redox kender alle højreradikale. Hvorfor har R aldrig skrevet om Benjamin? Nok fordi B er en del af Redox.”
Koranafbrænderen Lars Theilade, der også var omtalt i den artikel, som klagen handler om, inddrages flere gange i klagen:
“Straks efter, at artiklen blev publiceret begyndte B, at sende tvetydige Sms’er til Lars som samlet må tolkes: ha vi spionerede på dig i et halvt år, nu kapper vi forbindelsen til dig. Du(LT) er sindssyg. Igen et B-forsøg på, at bisse op til gadeslagsmål. (…) Det ene øjeblik er B bedste venner med LT, det næste hader han ham. Det fremstår orkestreret. (…) B&J forsøger at spille på LTs skrøbelige mentale tilstand. (…) J er angiveligt danser, NEJ han er for tung, og har aldrig sat sine ben i et dansestudie. Bs provokationer og efterfølgende tumult kan der skrives R-artikler om. B fungerer som kameramand for LT når LT vil true Morten Storm via youtube. Uden B var den video nok ikke blevet skudt. B hjælper glædeligt med at få dramaer til at ske. B har måske forsøgt, at få skrøbelige LT til at planlægge et attentat imod Morten Østergaard.”
Peter Madsens sjæleven
Ifølge Carsten Thrane har den påståede spion også involveret Cammilla Kürstein, der blev landskendt som morderen Peter Madsens sjæleven, i konflikter:
“B forsøger supersmart og arkitekttegnet konstant, at fører glade Cammilla ud i en lokkedue-rolle i trekantsdramaer mv. (…) Det ene øjeblik syns B rigtig godt om Kurstein, det næste er hun ulækker, og det fremstår samlet set udtænkt og planlagt. (…) Jeg har foreholdt mine tanker om B&J for Cammilla Kürstein sommer2020, og hun havde nogenlunde samme fornemmelse.”
Carsten Thrane tager dog i klagen forbehold for, at han muligvis ikke har ret og at han ikke har beviser for sine påstande:
“Det kan være det er mig som ser spøgelser, det kan også være at B&J videregiver info til Redox. (…) Det er naturligvis helt umuligt for mig, at bevise, at B&J arbejder for R.”
“Galimatias”
Redox har været i kontakt med både Benjamin Graabæk Jensen og Lars Theilade, der begge bekræfter at have hørt om Carsten Thranes beskyldninger, men afviser dem som “paranoidt” og “umuligt”.
Benjamin Graabæk Jensen siger til Redox:
“Det er en eller anden form for paranoia han har fået. Han påstår at mig og Johnny er fra enten PET eller Redox eller antifa, og jeg aner ikke hvordan vi kan være fra nogen af de der ting. Jeg har aldrig været tilknyttet nogen af de her. Vi er bare to almindelige borgere, der har været til nogle Stram Kurs demoer.”
Han fortæller videre:
“Først og fremmest opstår konflikten mellem Lars (Theilade, red.) og Carsten (Thrane, red.), mange gange går bølgerne lidt højt når de drikker de to, specifikt Carsten, så får han nogle ideer. Cammilla Kürstein har også været inde i billedet og der har også været noget konflikt omkring hende. Han er også kommet med en masse anklager omkring Lars, men det er faldet lidt til ro og nu er turen kommet til mig og Johnny, men det har ikke noget på sig, udover hans utrolige fantasi. (…) Jeg har siddet i selskab med ham mange gange. Vi har været til selskab hos Lars, hvor det har været meget hyggeligt, men efter deres konflikt kom op at køre omkring, hvordan Carsten ikke kan begå sig i lejligheden på grund af at han får for meget at drikke og Cammilla Kürstein og alle de her ting her, så er det bare eskaleret og nu er dét den nye teori, nu er det mig og Johnny der er fjenden.”
Han tilføjer:
“Carsten er jo skidesur på os, både på mig og Johnny over alle de her påstande og anklager. Han vil jo ikke sidde i selskab med os, det må han jo selv om, men altså han er overbevist om at vi er fra Redox eller antifa eller PET, der prøver at spolere hans liv, der er simpelhen ikke noget i det, det er så langt ude i hans fantasi. (…) Jeg tror inderst inde ikke at Carsten selv tror på det, jeg tror bare at han har set sig sur på os, og så er han kommet med den der langt ude teori”.
Supplerende skriver Benjamin Graabæk Jensen i en mail til Redox:
“Jeg må fuldstændig afvise Carsten Thranes vilde paranoide anklager. Herunder anklager om at jeg er hemmelig agent og prøver at få lars theilade til at slå Morten Østergaard ihjel. Det er jo galimatias. Carsten er en god fyr, men hans fantasi løber desværre af med ham, når konflikterne han selv skaber, hober sig op. Mon Carstens besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at Carsten vil lukke munden på mig, fordi jeg har set han pille på pigerne? Jeg er bekymret for Carstens mentale tilstand og håber, at han får professionel hjælp. For han har det ikke godt.”
Lars Theilade skriver i en mail til Redox, at han ikke ønsker at indvolvere sig i konflikten mellem Carsten Thrane, Benjamin Graabæk Jensen og Johnny Albrecht, men tilføjer:
“Jeg har ikke noget uvenskab med Carsten længere og ønsker ikke at opdyrke et sådant. Jeg må på dog det kraftigste afvise skøre påstande om, at jeg har “skrøbeligt sind” Og afvise, at jeg lavede video for at true Morten Storm. Jeg dukkede derimod op til slagsmål, som Morten Storm inviterede til.”
Konflikten mellem Lars Theilade og Morten Storm kan du læse meget mere om i vores artikel fra oktober.
Camilla Küstein skriver i en Facebook-besked til Redox:
“Jeg har hørt om spion beskyldningerne. Der er meget kaos for tiden, fra alle retninger. Jeg ved ikke fra og til, hvad der er korrekt og ikke er korrekt. Men en ting kan jeg sige, jeg har stoppet kontakten med Benjamin. Drama er ikke min kop te og jeg vil kun have troværdige mennesker omkring mig.“
Har meldt sin ven til politiet
Carsten Thrane har ikke ønsket at svare på spørgsmål mundtligt. Han har i stedet skrevet følgende til Redox i en email:
“Københavns Politi undersøger nu Redox’ og Benjamin Graabæk Jensens mistænkelige og ulovlige adfærd. Endnu en chikanerende trick-artikel fra propaganda-mediet Redox, som spreder had. Benjamins indspil fremstår åbenlyst så udspekulerede og konstruerede, at enhver kan se, at det er Redox og Antifa selv, som orkestrerer og tekstforfatter dem. Meget fint og flot, at Benjamin og Redox kalder mig en god fyr. Jeg tager afstand fra terror-organisationen Antifa, racister, fascisme, og den yderste højrefløj. Benjamin er empati-forladt. Han er klam og jaloux, men elsker fakenews, vold og hærværk. Benjamin Graabæk Jensen taler aldrig om andet end sine utallige bordelbesøg. Jeg har undgået Johnny Albrecht og Benjamin Graabæk længe. Jeg har intet godt, at sige om dem. Jeg har travlt med, at danse salsa og feste med de smukkeste kvinder, og jeg støtter KlimaBevægelsen. Redox’ og Benjamin Graabæk Jensens tekster er falske og ulovlige.”
Johnny Albrecht har ikke ønsket at kommentere Carsten Thranes beskyldninger overfor Redox.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.