Svigtende tilslutning til Sennels’ Pegida-fænomen

Mandag aften demonstrerede Pegida for anden gang i København. Demonstrationen talte blot 55 deltagere. I Aarhus demonstrerede 10 mod "fundamentalistisk islam."

Publiceret den 27. januar 2015

For en uge siden tiltrak det danske Pegida-initiativs første demonstration i København omkring 240 antimuslimer og pressefolk. Mandag den 26. januar demonstrerede Pegida igen i København, denne gang med et noget reduceret deltagerantal. Samtidig samlede en stor venstreorienteret moddemonstration op mod 500 personer.

Se billedgalleri fra demonstrationen her.

Et ‘naturfænomen’

I silende regn og anført af initiativtager Nicolai Sennels sjoskede omkring 55 demonstranter og 20 pressefolk af sted pakket ind i et massivt politiopbud. Ruten var den samme som i sidste uge, nemlig fra Statens Museum for Kunst ved Sølvgade til Den Lille Havfrue på Langelinie og tilbage igen.

Deltagerantallet var åbenbart for begrænset til, at Pegida-demonstrationen kunne få lov af Politiet til at gå på kørebanen. Den antimuslimske gåtur foregik derfor på fortorvet.

Før den lille flok gik af sted mod Langelinie, holdt Nicolai Sennels en kort tale, og ved Den Lille Havfrue sang demonstrationsdeltagerne det gamle Gasolin’-nummer, “Langebro”, med den let omskrevede og noget paradoksale tekst: “hvis du tør, så kom med os.” Sennels understegede da også flere gange under demonstrationen, at politiet passede på Pegida og at demonstranterne ikke skulle være “bange”.

Efter demonstrationen i København kunne Nicolai Sennels oplyse, at Pegida agter at demonstrere igen på mandag. Til Politiken udtalte han “Vi bliver et fænomen. Et naturfænomen.”

Højreradikale demonstranter

Blandt deltagerne i sidste uges demonstration var en lang række organiserede nynazister og højreradikale fra bl.a. Danmarks Nationale Front, Danskernes Parti og Danish Defence League. Også gårsdagens demonstration tiltrak en mindre gruppe højreradikale. Blandt demonstranterne var således Nicolai Boesen fra Danskernes Parti og Jonas Holtet Bolvig fra DDL. Begge deltog også i sidste uge.

Også højrefløjsveteranen Åse Clausen Bjerg, fra Frihedspartiet – Glistrups Linje, deltog i gårsdagens demonstration. Hun er tidligere aktiv i Fremskridtspartiet og stod i 2001 bag gruppen No-Kays to antimuslimske demonstrationer i Odense.

At der ikke dukkede nær så mange organiserede fascister op ved gårsdagens demonstration skyldes muligvis, at Nicolai Sennels forinden angiveligt skulle have bedt folk fra det yderste højre om at holde sig væk. I hvert fald skrev DDL’s tidligere talsperson, André Eiby, i går følgende på begivenhedens Facebook-side: “Hey Nicolai. Jeg har lige erfaret, at mine gode venner og fantastiske mennesker, de såkaldte “Højreorienterede Nazister” har fået besked på, ikke at møde op i dag!!!!!! Er vi nu begyndt, at sortere i de danskere der gerne vil vise deres støtte og gå en aftentur i frihedens tegn gennem København!!!!”

Før sidste uges demonstration erklærede Nicolai Sennels imidlertid over for Redox, at nazister var velkommende til demonstrationen, så længe de ikke skiltede med deres organisationer.

Lille demonstration i Århus

Mandag aften afholdt det århusianske Pegida også en demonstration, der gik fra Den Gamle By til Klostertorv. Demonstrationen talte dog kun 10 deltagere, mens Aarhus for Mangfoldigheds moddemonstration samlede omkring 150 personer.

Tags: , , , , , ,