Højreradikal coronabenægter vil jagte politikere på Folkemødet
Han er tidligere dømt for ulovlig våbenbesiddelse og trusler mod daværende sundhedsminister Magnus Heunicke. Nu vil han jagte politikere til Folkemødet på Bornholm.
Publiceret den 1. juni 2023
Om mindre end to uger slår Bornholm dørene op for dette års udgave af Folkemødet. I den forbindelse valfarter tusindvis af mennesker til Allinge, hvor journalister, politikere og vælgere mødes i uformelle og naturskønne omgivelser.
I år får de dog også selskab af en højreradikal coronabenægter, der vil jagte politkerne.
Den tidligere Stram Kurs-rigsleder Kent Ivan Nielsen har nemlig bebudet sin ankomst. Han startede i sidste uge en indsamling på sin facebookprofil for at finansiere turen til Folkemødet. Her lyder det: “Kunne du tænke dig at se mig konfrontere landsforædderne, på dette års Folkebedragsmøde på Bornholm?”. Han opfordrer sine støtter til at donere penge til turen via Mobilepay.
Han fortæller i Facebookopslaget ligeledes, at turen foregår i samarbejde med den anden tidligere Stram Kurs-aktivist, Philip Bagge, der i dag er hovedkraften bag den højreradikale miniorganisation Patrioterne Går Live. De har tidligere skabt opmærksomhed om sig selv ved at komme med opfordringer til etnisk udrensning, eksplicitte voldstrusler mod moddemonstranter samt håndgemæng. Det kan du læse mere om her.
Du burde blive hængt i en lygtepæl
Kent Ivan Nielsen har de seneste år været en central skikkelse i det konspirationsteoretiske miljø. Han deltog også i Folkemødet i 2022, hvor han blandet andet forsøgte at overbevise Lars Løkke Rasmussen om, at denne havde “solgt Danmark til World Economic Forum” – en påstand Løkke blankt afviste. Det fik Kent Ivan Nielsen til at kalde Løkke for “landsforrædder” og “folkemorder”. Det er dog ikke kun Lars Løkke Rasmussen der bliver mødt af den slags tilsvininger.
I januar blev Kent Ivan Nielsen idømt 50 dages ubetinget fængsel for trusler mod Magnus Heunicke. Det skete efter Kent Ivan Nielsen ved Folketingets åbning i 2021 konfronterede den daværende sundhedsminister på vej ud af Rigsdagsgården med ordene “Ved du hvad du burde? Du burde blive hængt i en lygtepæl, når det er slut det her.”
I januar forklarede Kent Ivan Nielsen til Redox, at han stod ved sine udtalelser, men ikke mente, at de var ulovlige. Han bekræftede dog, at han anså, at Magnus Heunicke er “medvirkende til folkemord og landsforrædderi, hvilket man tidligere er blevet straffet med døden for”.
Kent Ivan Nielsen har anket trusseldommen til Landsretten.
Det er dog ikke den eneste gang Kent Ivan Nielsen har brudt loven. I januar 2021 blev han dømt for at have været i besiddelse af en peberspray og en kniv under en af Stram Kurs’ demonstrationer i Aarhus tre måneder tidligere.
Få dage efter dommen annoncerede han, at han forlod Stram Kurs, hvor han var rigs- og afdelingsleder. Det skete i et opslag på Facebook, hvor han skrev:
“Jeg er d. 22. Jan. fratrådt mine poster i partiet Stram kurs, grundet uenigheder med partiets ledelse. Jeg har samtidigt meldt mig ud af partiet (…) Fremadrettet vil jeg søge at sætte lys på Coronabedraget og løgnerne, som søger at skræmme Danskerne til at acceptere the great reset (den store nulstilling) som i sidste ende, er årsagen til at corona blev udløst over verdenen.”
Efter sin exit fra Stram Kurs har Kent Ivan Nielsen også engageret sig i det partiet Frihedslisten, for hvem han opstillede til byrådsvalget i Ringsted i 2021.
Læs mere om Kent Ivan Nielsen her.
så går jeg lige i flæsket på dem
Kent Ivan Nielsen forklarer til Redox at han mener at “Staten har skadet og dræbt en masse mennesker” og fortsætter “Staten har påført borgere i Danmark mere end 203.471 skader og formentlig er der mere end hundredetusinde borgere i Danmark der er blevet myrdet på grund af de påståede Coronavacciner, tidligere var det 83.000 og det tal trak SSI i land”.
Kent Ivan Nielsen ønsker ikke at kommentere på hvilke specifikke politikere han har til tænkt sig at konfrontere på Folkemødet, men forklarer at han vil konfrontere alle der har været medskyldige i det han kalder for “folkemordet”. Han siger “Jeg vil konfrontere alle der har været medskyldige i folkemordet, selvfølgelig, det er jo en borgerpligt synes jeg” og fortsætter “Hvis jeg får øje på dem og møder dem, så går jeg lige i flæsket på dem, det kan jeg love dig for” udtaler han til Redox.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.