Rasmus Paludan ved Nye Borgerliges landsmøde den 12. november 2016.

Nye Borgerlige-top presser Rasmus Paludan ud

Der gik mindre end et døgn efter afsløringen af Rasmus Paludans kandidatur ved kommunalvalget før han var fortid i Nye Borgerlige.

Publiceret den 11. februar 2017

Torsdag afslørede Redox, at Nye Borgerlige i København havde valgt advokaten Rasmus Paludan som kandidat ved efterårets kommunalvalg. Men blot et døgn senere var kandidaturet skrottet og partimedlemskabet stoppet. Det sker ifølge Paludan selv efter indblanding fra partitoppen.

På den borgerlige debattør Amalie Lyhnes Facebookvæg var historien fredag til debat. Her fortalte flere fra Nye Borgerlige om hændelsesforløbet.

“Rasmus var for en meget kort tid medlem og havde med Københavns vælgerforening snakket om at ville stå på listen som kandidat til KV. I går havde Rasmus så en drøftelse med ledelsen omkring diverse udtalelser, der efterfølgende har betydet, at Rasmus ikke længere er medlem af partiet,” lød det fra Mikkel Bjørn Sørensen, der er hovedbestyrelsesmedlem i Nye Borgerlige.

Thomas Køhler, der også er kandidat for Nye Borgerlige ved valget, skrev: “Rasmus blev godkendt som kandidat, da vi havde GF 28. januar. Det bekræftede jeg, da jeg blev ringet op i går. Jeg sagde også, at jeg ikke ville kommentere den pågældende tale, som jeg på det tidspunkt ikke kendte indholdet af endnu. Og nu er Rasmus som sagt ikke medlem længere.”

Partiformand Pernille Vermund skriver: “Rasmus har i dag meldt sig ud af partiet, da de holdninger, han udtrykker, ikke stemmer overens med partiets holdninger.”

I dag lørdag forklarer Rasmus Paludan sig selv i tråden: “Jeg var i Radio24syv i går eftermiddag, hvor jeg forklarede sagens rette sammenhæng efter bedste evne, jf. dette link. Jeg blev OPFORDRET til at stille op af vælgerforeningen i København. Flere gange. Det var ikke noget, som jeg selv søgte. Thomas Køhler, som jeg i øvrigt fejrede nytår med i hans lejlighed for 5 uger siden, stemte også for mit kandidatur, da jeg enstemmigt blev opstillet på vælgerforeningens generalforsamling den 28.1.2017. Jeg har givetvis holdninger, som er mere realistiske og baseret på mere viden end folketingssuppleanten Vermunds, men der er intet i min dystopiske tale (som jeg forklarer i radioen), der strider imod Nye Borgerliges principprogram. Jeg føler mig rigtigt godt til rette i Dansk Samling og ønsker naturligvis NB (De Konservative nr. 2) held og lykke med det hele. Som jeg ser det, så er alle glade for forløbets konklusion.”

Fredag medvirkede Rasmus Paludan som nævnt i Radio24syv. Her forklarede han, at talen ved For Frihed-demonstrationen i oktober sidste år, som balladen handler om, ikke skulle ses som en politisk tale, men som et kunstværk. Ved samme lejlighed gav han udtryk for, at det var partiets top, der var årsag til, at han nu har meldt sig ud.

Rasmus Paludan har nu meldt sig ind i Dansk Samling. Det lille parti har endnu ikke annonceret om de stiller op ved efterårets kommunalvalg.

Læs også Redox’ portræt af Rasmus Paludan.

Tags: , , , ,