Spidskandidat fra Nye Borgerlige har tætte forbindelser til nazister
Nye Borgerliges spidskandidat i København, Ketil Wathne-Rasmussen har en lang række nazistiske venner på sociale medier. Iblandt dem er både ekstremister, der er kendt for brug af vold, folk der stolt hylder Adolf Hitler og Holocaust-benægtere.
Publiceret den 16. maj 2019
Som de fleste andre partier bruger Nye Borgerlige diverse sociale medier til at føre kampagne på, Nye Borgerlige er dog tilstede på platforme, hvor de færeste andre danske partier forsøger at komme i kontakt med deres vælgere. En af disse platforme er bl.a. den russiske udgave af Facebook, VK.com.
VK.com er de senere år blevet taget i brug af den yderste danske højrefløj, efter at mange af de aktive debattører har oplevet at få slettet indlæg samt at få karantæne fra Facebook, når deres kommentarer har overskredet platformens “fællesskabsregler”.
En af de Nye Borgerlige kandidater, der har taget den russiske platform i brug for at komme i kontakt med vælgerne er Ketil Wathne-Rasmussen, der er Nye Borgerliges københavnske spidskandidat, og som tidligere har profileret sig som LGBTQ+-kandidat og i den sammenhæng udtalt, at muslimsk indvandring er skyld i øget vold og homofobi.
Kigger man nærmere på hans forbindelser på platformen, er det ikke helt almindelige vælgere, som spidskandidaten er venner med.
Udover en lang række af centrale Nye Borgerlige-medlemmer består hans venneliste især af højreradikale aktivister, racister og nazister, bl.a. medlemmer af den antimuslimske organisation Stop Islamiseringen af Danmark.
Folketingsvalg 2019
Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.
Han er desuden venner med flere helt centrale danske medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse, der betegner sig selv som en “revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation” , hvis medlemmer er berygtet for deres brug af vold, trusler og hærværk mod politiske modstandere og minoritetsgrupper. NMR bliver af eksperten Magnus Ranstorp fra den svenske Försvarshögskolan betegnet som en terrororganisation: “Det er definitivt en terrorgruppe. Dels hvad gælder ideologien; at de vil styrte demokratiet og indføre et nationalsocialistisk styre, dels at de har paramilitære aktiviteter og våbenlagre. Det bliver mest tydeligt efter hændelserne i Göteborg, hvor tre personer med koblinger til NMR ville sprænge en flygtningelejr i luften. De lever op til kravene for at være en terrorgruppe”, sagde Ranstorp til det svenske medie ETC i maj 2017.
NMR-medlemmerne bruger især VK til at sprede nazistisk propaganda, og flere af Ketil Wathne-Rasmussens venner går bestemt ikke stille med dørene. Nogen skilter ligefrem med deres nazistiske holdninger, som f.eks. VK-profilen Tim Olsen, der som profilbillede har Adolfs Hitlers bog Mein Kamf med forgyldte hagekors.
Blandt spidskandidatens 293 venner er også den højreradikale politiker Karsten Holt Larsen, som er kendt for at skrive hadefulde indlæg om jøder, der førte til en sigtelse for racisme.
Karsten Holt Larsen har også hyldet de fire gerningsmænd fra den meget omtalte brandbombesag fra Ry, der satte ild til en blot 16-årig afghansk dreng som helte og modstandsfolk.
Svenske naziforbindelser
Det er dog ikke kun danske højreradikale, som Ketil Wathne-Rasmussen har kontakt til. Spidskandidaten har også forbindelse til flere prominente personer fra den raceideologiske bevægelse i Sverige heriblandt naziveteranen Björn Björkqvist og Holocaust-skeptikeren Ingrid Carlqvist.
Björn Björkqvist er en veteran i den svenske nazibevægelse. I 90’erne og 00’erne var han aktiv i Svensk Nationalsocialistisk Front (NSF), hvor han var var propagandachef og chefredaktør for organisationens blad “Den Svenske Nationalsocialisten”.
Efterfølgende blev han aktiv i NSF’s efterfølger, det nynazistiske Svenskarnas Parti, hvor han også bestred tillidsposter og var redaktør for partiets netavis.
Björkqvist der i dag er aktiv i den raceideologiske organisation Det Fria Sverige, er en lang række gange blevet idømt fængselsstraffe for brud på den svenske racismeparagraf, “Hetz Mot Folkgrupp”, for bl.a. en række antisemitiske udsagn.
Ingrid Carlqvist er i dag også en central aktør i den raceideologiske bevægelse i Sverige, hvor hun er aktiv i partiet Alternativ För Sverige, der er et udbryderparti fra Sverigedemokraterna.
Hun startede sin højreradikale løbebane, da hun i 2012 dannede en svensk udgave af Trykkefrihedsselskabet. Samtidig tilsluttede hun sig den internationale CounterJihad-bevægelse, hvor hun især var aktiv i forskellige medieprojekter, bl.a. den dansk-svenske avis Dispatch International.
De efterfølgende år begyndte hun at udtrykke sig antisemitisk og positivt om Den Nordiske Modstandsbevægelse.
Senest i 2017 stod hun på Facebook frem som holocaust-skeptiker, hvor hun skrev: “Jeg opfordrer alle til at gennemgå beviserne for holocaust. De fleste er overbeviste om, at der findes tonsvis af beviser, men når man gennemgår det, så er det ikke længere så tydeligt. Tjek altid alting.” og fortsatte “Og det med seks millioner jøder. De officielle tal fra lejrene er blevet nedskrevet markant, alligevel er det seks millioner. Skal vi ikke tale om fakta på et tidspunkt?”.
Dette fik store dele af den internationale CounterJihad-bevægelse til at tage afstand fra hende og lægge hende på is.
Blandt Ketil Wathne-Rasmussens svenske forbindelser er også nazi-provokunstneren Dan Park, der flere gange er idømt fængselsstraffe for overtrædelse af den svenske racismelovgivning, og som tidligere har opsat dåser ved sygnagogen i Malmø med påskriften Zyklon-B, der var den giftgas, der blev brugt i de nazistiske udryddelseslejre. I 2018 deltog han i en demonstration til minde om de frivillige danske soldater i nazistiske Frikorps Danmark.
“Kan jeg ikke have siddende på mig”
Redox ønskede at spørge Ketil Wathne-Rasmussen, hvorvidt han ser nogle uoverensstemmelser mellem hans kandidatur for Nye Borgerlige, hvor hans politiske profil blandt andet bygger på at være LGBTQ+ person og jøde samtidig med, han har kontakt til en lang række kendte nazister og antisemitter.
Ketil Wathne-Rasmussen fortæller til Redox at han ikke har brugt sin profil på VK.com i mere end et år, og at han accepterede alle venneanmodninger fra “revl og krat” uden at stille spørgsmålstegn ved det. Spidskandidaten forklarer overfor Redox, at han stoppede med at bruge VK, da der netop var meget “nazisme og sådan noget”, og at han ikke var “begejstret” for det. Ketil Wathne-Rasmussen siger endvidere
“Jeg kan prøve at finde ud af, hvad mit login er, så kan jeg gå ind og slette den.”
Om VK-venskabet med Ingrid Carlquist fortæller Ketil Wathne-Rasmussen, at han ikke kender hende personligt og mener, at hendes udtalelser om holocaust er “latterligt” og fortsætter “Det tager jeg afstand fra”.
Til sidst siger spidskandidaten til Redox “Jeg skal ikke relationeres til nogen som helst nazisympatisører eller holocaustbenægtere, fordi det er sygt. Det er både modbydeligt og usandt, hvad de siger, hvis de fornægter holocaust, det er jo absurd, det kan jeg ikke have siddende på mig”.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.